Borneo: 6.-8. marts (Mt. Kinabalu)

Dag 1

Efter et kort ophold i Kota Kinabalu (byen vi floej til fra Manila), blev vi om morgenen d. 6. afhentet ved vores lodge og koert til Kinabalu National Park. Vi skulle bestige det beroemte/berygtede Mt. Kinabalu, der med sine 4.095 m.o.h. er et af Sydoestasiens hoejeste bjerge. Opstigningen begyndte dog foerst dagen efter, saa vi brugte resten af dagen i parken omkring hovedkvarteret paa at lade op. Vi besoegte bl.a. et lille museum med nogle serioest store, (og heldigvis) udstoppede insekter - der var bl.a. en flue stoerre end en knytnaeve!!! Bagefter gik vi en tur i den botaniske have, der skulle huse omkring 1.200 forskellie arter af orkideer. Vi saa maaske hoejst 5! Det var ikke saeson for blomstring desvaerre. Inden aften gik vi en kort tur ad en stejl sti gennem regnskoven, blot som opvarmning til det, der (efter Mettes vurdering) skulle vise sig at blive haardere end et marathon...!

En flot... roed fugl :-)

En gigantisk sommerfugl, der pludselig floej ind, som vi sad og spiste aftensmad!

Dag 2

Efter at have fyldt mavesaekken godt op, blev vi om morgenen koert til rutens startpunkt ca. 1.800 m.o.h. Sammen med vores guide begyndte vi nu opstigningen paa godt 2.300 hoejdemeter fordelt paa en samlet laengde af 8,8 km! Den gennemsnitlige stigningsprocent skulle vaere lidt over 25, hvilket vi da ogsaa skulle faa at foele!

Klar til afgang

Saa gaar det opad - dog gode "forhold" her ift. andre steder paa ruten!

Foerste kilometer overstaaet - stadig friske og veloplagte

Den foerste kilometer gik forholdsvist nemt. Vi var friske i benene og temperaturen var omkring 25 grader. Som vi kom hoejere og hoejere op, faldt temperaturen proportionalt med vores kraefter og luftens taethed, og da vi havde gaaet godt 4 km, var vi godt brugte og svedige! Der var dog stadig 2 km igen til Laban Rata - bjerghytten, hvor vi skulle overnatte i ca. 3.300 meters hoejde. Om eftermiddagen, 5 timer og 10 minutter efter start, naede vi endelig vores maal for dagen, totalt udmattede! Vi havde nu klaret de foerste 1.500 hoejdemeter fordelt paa godt 6 km.

Mette faar frokost - naesten 3 km oppe

Saa er der hvil - Allan "lidt" presset - 4 km oppe

Saa er hytten endelig i sigte - ikke langt igen

Laban Rata var et behageligt bekendtskab. God buffetmad og en fantastisk udsigt! Vi gik tidligt i seng, da vi naeste dag skulle rigtig tidligt op!

Dag 3

Vaekkeuret ringede kl. 01:50 - vi skulle op og gaa de sidste 2,5 km (800 hoejdemeter), saa vi kunne se solen staa op fra toppen. Efter endnu en omgang solid morgenmad travede vi igen afsted, denne gang i moerke, udstyret med hver sin pandelampe og klaedt i varmt toej fra top til taa. Det varme toej smed vi dog hurtigt, da vi efter ganske faa minutter allerede svedte som konsekvens af kombinationen mellem rigtig stejle stigninger, tynd luft og selvfoelgelig alt for meget toej!



Efter kun ca. 100 hoejdemeter naaede vi til de foerste reb, som skulle vise sig at pryde klippeskraaningerne resten af vejen op. Ikke alle steder var de noedvendige at holde ved, for at komme op, men visse steder var der ingen anden udvej - det fortaeller lidt om, hvor stejlt det var! Det var lidt skraemmende at gaa paa stejle skraaninger midt om natten, isaer da vi paa et tidspunkt gik paa siden af en klippevaeg, men vi foelte os sikre nok (ik' ogsaa mor/svigermor, far/svigerfar!). De sidste 2-300 hoejdemeter gik vi paa en stor, flad, skraa klippevaeg, for til allersidst at skulle bestige nogle store klippesten, og saa var vi der endelig! Godt udmattede, svedige og stolte stod vi nu paa toppen, praecis 4.095,2 m.o.h., kl. 05:10, ca. 2,5 timer efter starten ved hytten. Selvom der naesten ingen vind var, fik vi dog hurtigt vores varme toej paa igen, da temperaturen laa paa omkring 5 grader. Vi ventede godt en halv time, skaelvende pga. kulden, hvorpaa de foerste solstraaler viste sig. I alt en god time blev vi deroppe og paabegyndte saa den lange nedstigning...



Halvanden time senere naaede vi igen Laban Rata og fik morgenmaaltid nr. 2 inden vi tog hul paa de sidste 6 km. Disse klarede vi paa 3 timer. Nedturen var ogsaa rigtig haard, ikke mindst fordi vores ben rystede helt vildt. Endelig tilbage ved startpunktet fik vi et ganske kort hvil og betragtede imens rekordtavlen med de hurtigste klatrer: 2 timer og 40 minutter var rekorden! Helt ufatteligt! Vi klarede turen paa i alt 12 timer, hvilket vi selv synes var OK.




En fantastisk (haard) tur, der dog var alle strabadserne vaerd!

Malapascua Island, Mindoro Island, Boracay, Panglao Island, Donsol og Manila: 12. februar - 5. marts

Malapascua Island

Efter en rejse paa godt 32 timer og et VISA-kort, der blev slugt i en ATM i Cebu City, naaede vi udmattede til Malapascua Island lige nord for Cebu Island. Vi blev, af uforklarlige aarsager, sat af paa den forkerte side af oeen, men blev reddet af en amerikaner, som havde boet der i 11 aar. Han foerte os gennem en virkelig fattig landsby, hvor alle stirrede paa os, som om de aldrig havde set hvide, lyshaarede mennesker foer, og boernene gik lige ved vores side og kiggede os forundrede op i ansigterne. Vi kom til "turist"-stranden, der dog (heldigvis) var tyndt befolket og blev indlogeret paa oeens dyreste resort, da ingen af de andre resorts havde ledige vaerelser. Ikke godt for vores pengepung, da vi ikke havde mange kontanter paa os, og da der ikke kunne haeves paa oeen.

Deluxe-vaerelset paa Malapascua

Dagen efter begyndte vi dog at nyde det hele. Malapascua viste sig at vaere en vaskeaegte bountyoe. Vi fik slappet af og nydt roen paa stranden. Stemningen var (selvom vi ikke troede, det var muligt) mere afslappet end paa Koh Tao!

Mindoro Island

Mindoro Island var vores naeste maal. Her skulle det vaere rigtig godt at dykke, saa det maatte udforskes. Vi saa da ogsaa en masse under vandet, lige fra trompetfisk, flotte lionfisk, en 2 meter lang soeslange (gisp), en masse nemofisk, endda en hele familien bestaaende af 6-7, og til alverdens flotte fisk i regnbuens farver. Her valgte vi at bruge 4 dage for at slappe lidt af.

Morgenmadsbuffet i Manila :-)

Big La Laguna Beach

Generelt er rejsetiden paa filippinerne meget lang og alt gaar langssooooommmt. Ingen her lider af stress, saa allerede paa Mindoro Island havde vi faaet nok at busser, baade og fly. Vi kom rigtig ned i gear og fik badet en masse i det 27 grader varme vand, MEN saa synes Mette lige at vi skulle opleve lidt ekstraordinaert... nemli' en hospitalsindlaeggelse. Et fiskeben skulle ud og det kom det. Jubii for det:-)

Boracay

Saa gik turen sydoest over mod Boracay. Her har de den aegte White Beach, der er udvaevnt som den 2. flotteste i verden, og naar nu oen laa lige forbi vores rute (ca 12 timer i rejsetid), skulle den selvfoelgelig ses. Her var rigtig flot, men desvaerre var der lidt for mange turister. Solnedgangen var dog i verdensklasse! Indtil videre ikke set flottere!

Hvilken fantastisk solnedgang!

Panglao Island

Efter Boracay tog vi til Panglao Island, som ligger umiddelbart vest for oeen Bohol. Panglao var et rigtig dejligt sted, lidt ligesom Malapascua, men mere "civilt" og lidt flere restauranter, resorts og ikke mindst, turister! Vi fandt os dog rigtig godt tilpasse her og tilbragte 6 naetter her, afbrudt af en enkelt (lidt mislykkedes) tur til Anda paa oestsiden af Bohol. Turen til Anda var dog fin, da vi her saa de famoese Chocolate Hills - 1.268 chokoladefarvede, rundt bakketoppe - samt verdens mindste abeart, Tarsier, og en flot sommerfuglepark. Vi havde 2 dyk paa Panglao Island, begge i verdensklasse. Korallerne var utrolig smukke og farverige, og det sammen var fiskene!

Afslapning ved en af Alona Beach's mange restauranter

Naesten synd at spise de flotte, farverige fisk. Vi holdte os ogsaa fra dem :-)

Vores nabo paa Panglao (laengde: 6-7 cm)

Tarsier

Mette og Chokolate Hills - sikke'n symbiose :-)

Mette nyder en Halo-Halo

Donsol

Vi tog kun til Donsol af een grund: For at svoemme med hvalhajer! Hvilken fantastisk oplevelse! Desvaerre har vi ingen billeder herfra, da sigtbarheden var rigtig lav (3 m). Den lave sigtbarhed gjorde dog oplevelsen det stoerre, da vi skulle helt taet paa, for at kunne se! En helt igennem unik oplevelse at springe ned til de store fisk - eller den store fisk, da vi kun saa 1, men vi svoemmede dog med den tre gange (den var omkring 9 meter lang).

En stor, fed skruptusse havde vovet sig ud i Donsols uinteressante natteliv. Den var saa fed, at den knap nok kunne hoppe!

Manila
Sidste dag paa Filippinerne brugte vi i hovedstaden Manila, som huser 11 mio indbyggere. Vi holdte os dog langt fra byens os, larm og kaos ved i stedet at forskanse os i verdens 3. stoerst indkoebscenter, Mall of Asia.

Metro Manila skyline

Mall of Asia

Koh Tao, Thailand: 7.-11. februar

Efter et par haesblaesende dage i Bangkoks heksekeddel traengte vi til strand, vand og ikke mindst RO! Det fik vi paa paradis-oen Koh Tao...

Koh Tao er den nordligste af de tre populaere oer ud for Sydoest-Thailands kyst (Koh Phangnan, Koh Samui, Koh Tao). Vi havde forinden hoert, at Koh Tao skulle vaere den mindst turistede af de tre. Om det er sandt, kan vi selvfoelgelig ikke sige noget om. Der var turister, dog ikke voldsomt mange. Men sandt var det, at alt paa oen foregaar i et virkelig afslappet tempo - alt fra restuarant-service til internettes hastighed til dykkershop-personalets total afslappede holdning til livet generelt og selvfoelgelig boelgernes langsomme brusen paa den fantastiske strand. Yep, vi befandt os rigtig godt paa Koh Tao!

4 af de 5 dage vi var der, brugte vi paa at tage dykkercertifikat (sidste dag var afrejsedag). Vi startede med teori den foerste dag, teori om formiddagen anden dag og en tur i poolen om eftermiddagen samt teoriproeve og aabentvandsdyk tredjedag for at slutte af med aabentvandsdyk paa fjerdedagen. Dykkene var fine, masser at se paa, og vandet var godt 30 grader! Om aftenen efter at have erhvervet certifikatet, stod den paa et par oel med instruktoererne samt video paa storskaermen i dykkershoppens bar. Sidstenaevnte var en optagelse af vores sidste dyk tilsat musik for enhver smag!

Nogle rigtig hyggelige dage, ikke mindst grundet vores dykkerinstruktoerer - et par rigtig "pals" og humoerbomber. Koh Tao er bestemt et sted, vi gerne vil tilbage til...

Udsigten fra dykkershoppens bar

Vores bungalow

Stranden paa Koh Tao

Dykkerteamet efter sidste dyk - alle bestaaet:-)

NZ: 4.-5. januar (Arthur's Pass - Christchurch, 156 km)

Vi havde baade laest en del og hoert lidt fra andre rejsende om turen gennem Arthur's Pass - en efter sigende smuk koeretur gennem en bjergdal. Vi blev da heller ikke skuffede!

Skoen udsigt... Og her menes ikke kun Mette:-)

Den store Kea saa vi mange af i Arhur's Pass. Alene ved dette udkigspunkt var der 7-8 stykker. Utrolig listige rovfugle... Vi hoerte en historie om en gut, som havde faaet plukket sin rygsaek, idet to Kea'er tog hans opmaerksomhed, mens to andre fik lynet hans rygsaek op i soegen efter mad.

NZ: 3. februar (Rapahoe Beach - Westport - Arthur's Pass, 375 km))

Saa er der (efter utallige internet-cafe-besoeg) endelig forbindelse igen...

Om formiddagen koerte vi videre nordpaa og besoegte de saakaldte Pancake Rocks - endnu et maerkvaerdigt naturfaenomen. Denne gang en raekke klippeformationer formet som stakkevis af pandekager, som navnet selvfoelgelig antyder. En rigtig flot og samtidig underligt syn. Omraaedets stoerrelse overraskede os - der var flere pandekager, end vi havde forestillet os.

Paa tavlen paa billedet ovenover var afbilledet en masse forslag til, hvad man kunne forestille sig at se i klippeformationerne bagved. Alt fra et tigerhoved til en blaeksprutte.

Bagefter besoegte vi en gammel guldmineby - denne gang ikke en genopbygget af slagsen, men den aegte vare. Der var dog ikke meget tilbage, men det var nu alligevel et ganske interessant syn.

Sidst paa eftermiddagen satte vi kursen mod Christchurch ad den fantastiske passage, Arthur's Pass. Se naeste dag:-)