NZ: 25. januar (Kaka Point - Curio Bay, 117 km)

Vi suste hurtigt fra campingpladsen og mod Curio Bay i haabet om at se de "eftersoegte" yellow-eyed pinguins. Paa vejen var vi forbi en gammel jernbanetunnel, som sidst i 1800-tallet var blevet udgravet paa gammeldags maner, dvs. udelukkende med haandkraft! Den var 250 meter lang, men vores lommelygte lyste ikke tilstraekkeligt, saa vi kunne intet se i tunnelen og bevaegede os derfor ikke ret langt ind - var lidt for spookey!

Bagefter gjorde vi stop ved et maerkvaerdigt naturfaenomen, Jacks Blowhole. Efter ca. 30 minutters gang (opad!) naaede vi pustehullet, som viste sig at vaere et ca. 55 meter dybt, 144 meter langt og 68 meter bredt hul beliggende 200 meter fra kysten. Nede i bunden slog boelgerne mod klippevaeggene (hullet havde "forbindelse" ud til havet), hvilket stoejede ret kraftigt oppe ved landjorden. Ganske imponerende!

Naeste og sidste stop inden vores maal var Purakaunui Falls. Efter en kort gaatur naede vi vandfaldet, der er et af de mest fotograferede paa New Zealand. Flot var det, bedoem selv...

Vi naede endelig til Curio Bay om eftermiddagen og tog ud til et udkigspunkt kort efter for at se de gul-oejede pingviner. Her fik vi oeje paa en enkelt, som hoppede afsted til stor morskab, isaer for Mette:-) Den var virkelig soed, virkelig en charmetrold! Ved 19-tiden tog vi ned paa stranden (ikke en sandstrand men kun det der lignede store sten, som dog viste sig at vaere en uddoed, fossil og forstenet skov) for at komme lidt taettere paa, og som solen saenkede sig, kom i alt 5 soede gul-oejede pingviner op ad vandet. De hoppede afsted op mod deres reder ca. 150 meter fra vandet, hvilket tog et par timer i alt. Hoejedepunktet var, da pingvin-modder suste fra reden og hen mod pingvin-fatter, stoede sammen og stod og nussede i 5 minutter - hvilken romance, og hvor var de bare slet ikke til at staa for:-)

Vi gik derfra lige som moerket var ved at falde paa og over paa nabostranden, Porpoise Bay. Her saa vi den blaa pingvin, som er den mindste af alle pingvinarter, vejer maks 1 kg! Den var ogsaa soed.

NZ: 12. januar - 24. januar (Taupo - Kaka Point, mange km!)

Vi maa sande, at det efterhaanden er svaert at faa opdateret denne blog - vi er ganske enkelt i tidsnoed. Oplevelserne fylder rigtig meget, og vi er sindsyg traette hver aften. Men med dette indlaeg vil vi forsoege at raade bod paa dette og kort summere vores oplevelser over de seneste 13 dage - ikke  mindst laegge en masse billeder op.

12/1: Taupo - Tongariro Base Camp, 138 km

Vi startede dagen ud med at se Huka Falls. Endnu et af de utallige, flotte vandfald paa New Zealand! Vandfaldet er det mest vandrige af slagsen i landet. Hvert sekund er 220.000 liter vand svarende til 2 olympiske svoemmebassiner stroemmet ud over kanten!

Staaende paa sikker grund (og gudske lov for det), betragtede vi et par vovehalse kaste sig ud i bungeejump ud over floden i Taupo, 43 meter!

Om eftermiddagen koerte vi til Tongariro og slappede af resten af dagen, eller ladede op til det der viste sig at vaere en baade smuk og pinefuld gaatur i Tongariro National Park.

13/1: Tongariro Base Camp - Napier, 232 km

Om morgenen kastede vi os ud i den 19,4 km lange gaatur, Tongariro Alpine Crossing.

Turens hoejdepunkt, Red Crater (som ordet siger, et roedt krater - ufatteligt smukt) samt Mt. Tongariro (ca. 1900 m.o.h.) blev besteget og derefter ventede en naesten ligesaa haard nedstigning.

En helt ubeskrivelig flot tur, der dog tog haardt paa frk. Poulsen, som de sidste 5 km maatte kaempe sig igennem med en kaempe vabel paa hver hael! Av av! Allan gik dog heller ikke ram forbi - havde problemer med det ene knae paa nedturen. Men det var det hele vaerd!

14/1: Napier - Woodwell, 200 km

Vi havde egentlig ikke planlagt at besoege Napier paa nordoens oestkyst, men gjorde det alligevel! Dette kun fordi vi i Waipoua Forest d. 7/1 faldt i snak med en newzealaender, Louise, som inviterede os til en personlig rundtur i Napier og omraadet deromkring. Vi havde en rigtig hyggelig tur og noed virkelige hende og hendes kusines (Michelle) gaestfrihed. Vi saa bl.a. et par vinerier, et "jordbaer-sted", en ostefabrik og en honningfabrik. Vi blev endda tilbudt at overnatte hos hende, men takkede paent nej, da vi jo skulle videre :-)

15/1: Woodwell - Wellington, 200 km

Vi koerte til Wellington om formiddagen og gik en tur i det enorme nationalmuseum, Te Pape, hvilket var en rigtig spaendende oplevelser, og ikke mindst: Gratis!

Vi gik lige rundt i byen, men det blaeste en halv pelikan (eller hvad det nu hedder), og regnede ogsaa, saa vi fandt ret hurtigt en campingplads. Ikke en dag med ret megen action.

16/1: Wellington - Picton - Nelson, 166 km

Vi tog faergen over til Picton paa sydoen om formiddagen. Det blaeste stadig ad h... til, og vi fik derfor en ordentlig vippetur paa den foerste del af turen (hvilket i bogstaveligste forstand kunne ses og lugtes paa toiletterne!). Da vi kom laengere ud i straedet, Cook Strait, loejede vinden heldigvis af, og vi kunne nyde den sidste del af turen gennem det smukke Queen Charlotte Sound.

Det skulle efter sigende vaere en af de smukkeste sejlture i verden, hvilket efter forfatternes mening er en anelse overdrevet, men smukt var det da. Om eftermiddagen koerte vi til Nelson. 

17/1: Nelson - Kaiteriteri, 86 km

Vi brugte det meste af dagen i hyggelige Nelson, hvilket omfattede en masse praktiske goeremaal (fx bestilling af diverse ture) samt shopping. Om eftermiddagen satte vi kursen mod Abel Tasman National Park.

18/1: Kaiteriteri - Cable Bay, 88 km

Fra Kaiteriteri tog vi en vandtaxi (en motorbaad med 550 hyppere!) og suste ud langs kysten ved den smukke Abel Tasman National Park, en af de mindste nationalparken i landet. Paa en vaskeaegte bounty-strand ventede vores kajakker, som vi brugte det meste af dagen i.

Vi padlede ud til Tonga Marine Reserve og saa de soede saeler slikke solskin, og derfra gik turen ned langs kysten med et par enkelte stop.

Vi var ogsaa saa heldige at se et par blaa pingviner, den mindste pingvinart i verden, max 1 kg vejer de! De er normalt meget sky, men vi kom ret taet paa.

Paa den sidste del af turen slog vi et sejl op mellem de tre kanoer, vi i alt var afsted, og sejlede via ren vindkraft (ikke at forglemme kraftanstrengelserne forbundet med at holde sejlet oppe!) ind mod endnu en bounty-strand, hvorfra vi blev sejlet tilbage til Kaiteriteri. En rigtig sjov dag, hvor vi havde helt fantastisk vejr!

19/1: Cable Bay - Kaikoura, 247 km

Vi naede til Kaikoura over middag. Paa vores vej saa vi nogle rigtig soede saeler! En personlig hilsen: Dette er til jer, bette Mathilde og Ea fra faster/tante og onkel - er den ikke soed:-) Havde vi haft plads, havde vi taget den med hjem...

Ved ankomst tog paa Whale Watching (hval-seightseeing). Vi saa 4-5 kaskelothvaler vende halen i vejret og sejlede dernaest i havn igen.

En ok dag, men maaske ikke saa spaendende og action-praeget som dagen derpaa... laes venligst videre :-)

20/1: Kaikoura - Christchurch, 199 km

Om formiddagen tog vi endnu en sejltur (ligeledes ud fra Kaikouras kyst), men denne gang for at se, og ikke mindst, SVOEMME MED delfiner! Det var en helt fantastisk oplevelse, og her fik vi meget mere valuta for pengene (ift. hval-turen, som kostede lidt mere, ca. 1.500 DKK for os to, delfin-turen kostede omkring 1.400 DKK).

Vi snorklede loes, i gennemsnitlig 10 minutter a 5 omgange, blandt 400 Dusky Dolphins (kendt som den mest legesyge delfinart i verden)! De var slet ikke til at staa for, rigtig legesyge og interesserede i os. 

En kaempe oplevelse! Paa sejlturen hjemad var vi saa heldige at se de normalt meget sky Hector Dolphins, som er verdens mindste delfinart. De svoemmede lige foran baaden i 5 minutter.

Vi koerte bagefter til Christchurch og gik tidligt i seng, da vi havde bestilt en tur med luftballon til dagen efter!

21/1: Christchurch - Hanmer Springs - Christchurch, 293 km

Vores mobiler ringede i stereo kl. 03.30 om natten! Vi skulle op og med luftballon. Turen blev desvaerre aflyst (man ringer kl. 04.00 til deres hotline) pga. vejret! Om formiddagen koerte vi i stedet til Hanmer Springs for at slappe af i deres hotpools (varme pools a 28-41 grader) og genbestilte luftballon-turen til dagen efter.

22/1: Christchurch - Lake Tekapo, 239 km

Vi stod igen op kl. MEGET TIDLIGT, og maette endnu engang laegge os (godt skuffede) til at sove igen. Turen var atter blevet aflyst pga. vejret. Om formiddagen gik vi en tur i byen og moedtes med to af Allans tidligere studiekammerater, Dennis og Jonas, som tilfaeldigvis ogsaa var paa rejse i landet. Vi havde en hyggelig middag og eftermiddag med dem og suste dernaest mod sydvest.

23/1: Lake Tekapo - Mt. Cook - Hampden, 388 km

Fra Lake Tekapo, som vi naaede til dagen foer, koerte vi op mod Mt. Cook, ogsaa kaldes Aoraki, New Zealands hoejeste bjerg, 3.754 m.o.h. Vi gik den halvanden timer (hver vej) lange og meget smukke tur mod bjerget, i meget skyet vejr, og kunne ganske enkelt ikke se bjerget for skyer, da vi endelig naaede frem. Vi var lige ved at blive godt skuffede og var paa nippet til at vende snuden hjemad, da skyerne langsomt begyndte at forsvinde (de forsvandt dog ikke helt). Efter en halv time kunne vi se toppen - et i sandhed majestaetisk syn! Efter en helt times endeloes fotograferen og videooptagen, vendte vi snuden mod P-pladsen. Da vi naesten var "hjemme" igen, kunne vi paa afstand se, at bjerget i mellemtiden var blevet total skyfrit. Lidt aergeligt, men vores billeder blev nu ok (synes vi). Det rykkede dog ikke ved oplevelsen, som var intet mindre end faenomenal!

Om aftenen spiste vi (for foerste gang) ude paa en supergod fiskerestaurant. Der var doemt oegte fisker-stemning, som vi konsumerede et laekkert maaltid (kan orientere de fiske-interesserede om, at vi fik Groper) paa Fleur's Place, med levende musik og en liflig duft af hav!

Lige foer solnedgang koerte vi ud til Moeraki Boulders - et maerkvaerdigt naturfaenomen, som det kan ses paa billedet.

24/1: Hampden - Dunedin - Kaka Point, 314 km

Vores foerst "mislykkedes" dag. Vi blev paa en I-site (informationscenter) fortalt, at vi kunne se saeler og pingviner paa halvoen ved Dunedin, men vi saa NADA! Vi naede dog at se verdens stejleste, beboede gade, Baldwin Street (ja, den stak endda de beroemte gader i San Francisco) og besoegte en aegte chokoladefabrik, hvor vi bl.a. smagte flydende chokolade (uuhhmmm) og saa 1 ton chokolade falde 30 meter (!) - var faktisk ret sjovt. Froeken Poulsen var virkelig tilpas:-) Vi maatte desvaerre ikke tage billeder derinde.

 

NZ: 11. januar (Rotorua-Waitomo, 164 km)

Vi lagde ud med at tage en guidet gaatur i en af de i alt tre grotter som udgoer Waitomo Caves. Turen startede ved en betonkonstruktion, der lignede en grotteindgang. Derfra gik vi ned af en slags spindeltrappe (der inden turen ned blev oplyst fortloebende nedad - ganske imponerende) og endte 65 meter under jordens overflade. Havde det ikke vaeret for de installerede elektriske lys i gangene, var der komplet moerkt! Vi saa bl.a. de famoese glowwormes samt de utallige drypstens-formationer - virkelig flot!

Desuden fik vi en del info om, hvordan man havde konstrueret gangarealerne i grotten. Den foerste udfordring havde vaeret at faa betonen ned i grotten! Dette var blevet loest ved at bore et 65 meter langt staalroer (ca. O200) ned gennem klippen, hvorigennem de fleste materialer kunne nedsaenkes (staalroer, wirer, cement, tilslag, vand, mad(!) osv.). Betonen blev blandet in situ (paa stedet). Vi fik lov at kigge gennem roeret op i lyset. Ganske imponerende.

Et par timer senere tog vi paa et andet grotte-eventyr - dog lidt mere action-praeget! Black Water Rafting. Gennem samme grotte gik en underjordisk aa, som gennem millioner af aar havde formet gangene i grotten). Ifoert badedragt og skvulpende paa baderinge raftede vi paa aaen i 2 timer, hvilket ogsaa inkluderede et baglaens hop ud over et vandfald (1,5 m - ja ja, de kaldte det et vandfald!). Rigtig sjovt, ikke mindst pga. et par virkelig sjove og veloplagte guider!

NZ: Det simple campingliv

Paa baggrund af utallige opfordringer kommer nu her lidt om vores nuvaerende liv som simpelt-levende turister:-)

Som i alle ved koerer vi paa New Zealand i en bil, Toyota Sportsvan, benzin med automatgear. Bilen fungerer ogsaa som vores hjem, da vi kan sove i den. Det er indtil nu gaaet rigtig fint, baade med koerslen og det at sove i bilen, men begge dele har kraevet lidt tilvaending. Foerst og fremmest er der de New Zealandske veje, som snoer sig noget mere end de danske, og saa er bakkerne en anelse stoerre (underdrevet!). Det gaar dog, omend i et noget langsommere tempo end herhjemme. Flere steder kan der ikke koeres hurtigere end 25 km/t!

Dernaest er der det med at bo i bilen. Lad det vaere sagt med det samme; vi har ikke meget plads! Bilen er indrettet med et to-personers saede bagved foerersaedet (der jo sidder i hoejre side, da vi koerer i venstre side paa vejene), som kan vippes rundt til der skal indrettes til sovepladser. Vi har omkring 2x1,5 meter at ligge paa - ganske fint - og nedenunder madrassen har vi plads til alt mad og spisegrej (alt i bestik, gasblus mv.). Desuden er der herunder et lille "koeleskab" paa 7 liter - kun til det absolut allermest noedvendige!

Stederne vi overnatter er meget forskellige mht. faciliteter. I nat (16.-17. januar) overnattede vi paa en P-plads, hvor der ogsaa laa andre campere, uden vand, toilet eller andet. Og uden toilet i vores bil, er der kun een mulighed... jeps, en skovskider:-) Bad foregik i en aa lige ved siden af, dog pissekoldt! Men et flot badevaerelse! Et af de foerste steder vi overnattede, var der vand til raadighed (men ingen varmt bad), og afvaskning foregaar da som vist paa billedet:-)

Andre gange overnatter vi i holiday parks, hvor der findes alle de noedvendige faciliteter (bad, toilet, drikkevand, stroem, vaskeri, internet osv.). Nogle holiday parks har ogsaa hotpools, laekkert! Prisniveauet svinger lige fra 0 NZD til 45 NZD (= 170 DKK) for os begge.

NZ: 10. januar (Rotorua-Waitomo, 250 km)

Rototua og omraadet omkring byen er et af de mest begivenhedsrige i hele New Zealand, og er da ogsaa det mest velbesoegte. Dette kan naesten udelukkende tilskrives den termiske aktivitet under byen. Det syder og bobler alle vegne, og saa lugter det af fis i hele byen! Vi besoegte to termiske parker, Wai-O-Tapu og Hells Gate. Wai-O-Tapu var klart det flotteste og mest interessante. Vi saa bl.a. den beroemte Champagne Pool, der dog trods navnet ikke indbyder til en slurk, da vandet er 74 grader varmt! Overalt i parken sydede og boblede det fra varme kilder og kogende mudder. Og saa var det utrolig farverigt, da det varme vand aflejrer mineraler paa de tilstoedende klipper, hvilket bl.a. farver dem roede og gule. Hells Gate var ikke den store oplevelse - parken boed paa noejagtig det samme som Wai-O-Tapu, blot uden alle farverne.

NZ: 9. januar (Whangamata-Rotorua, 173 km)

Natten til d. 9. januar overnattede vi paa en lille campground med meget begraensede faciliteter. Omraadet var dog rigtig smukt, da pladsen laa lige ned til en aa (der larmede ret meget, da den indeholdte en masse store sten, der gav smaa, stoejende vandfald, men rigtig idyllisk). Om morgenen besluttede vi os for at gaa laengere op ad aaen mod et, ifoelge camping-fatter, rigtig flot vandfald. Vi troede ikke, da laa saa langt vaek, kun 15 minutters gang, men det viste sig at vaere 50 minutter derfra, den ene vej! Og saa 50 minutter tilbage igen! Vi kunne undervejs konkludere, at camping-fatter maatte have sagt (fifty og ikke fiftheen) - og det skal lige pointeres, at det var Allan, der hoerte forkert... :-) Vi naaede dog vandfaldet og det var da ogsaa smukt, men maaske ikke den lange gaa- og (hjemad) loebetur vaerd. Doem selv...

Efter den omgang morgengymnastik (og det er gaaturen der henvises til, hvis nogen skulle vaere i tvivl), koerte vi til Rotorua, hvor Mette koebte et smukt smykke-vedhaeng kaldet Jade, som er lavet af en speciel slags groen stenart, som kun findes i New Zealand. Om aftenen saa vi et af de famoese Mauri-shows, hvor Maurierne fortaeller om deres kultur og liv, danser og synger, og hvor der serveres et velsmagende Hangi-maaltid (kokkereres "i" jorden). Der findes et hav af Mauri-shows i Rotorua, og om det var valgte var det bedste, ved vi ikke, men det skulle efter sigende vaere et af de mest autentiske (det var ved Mitai Village). Inden maaltidet fik vi en lille rundtur i omraadet, og efter fik vi endnu en rundtur i en anden del af Mitai-familiens lille park, og saa bl.a. de saakaldte glowworms (orme hvis bagdel - faktisk deres affoering - lyser), da moerket var faldet paa. Under middagen snakkede vi med et rigtig venlige amerikansk aegtepar, som fortalte, at de skulle paa krydstogt verden rundt i 129 dage til efteraaret. Allan kunne derfor ikke lade vaere med at spoerge til deres beskaeftigelse (typisk dansk at taenke: "De maa have penge") og manden fortalte, at han var tidligere CEO i YMCA - saa kunne vi bedre saette lighedstegn mellem 129 dages krydstogt og deres pengepung:-) Alt i alt en rigtig sjov aften og et interessant indblik Mauriernes liv foer og nu.

NZ: 8. januar (Waiwera-Whangamata, 319 km)

Vi koerte op mod byen og halvoen Coromandel, og vores maal var Hot Water Beach samt Cathedral Cove, hhv. en strand med varmt vand under sandet og en populaer grotte. Paa halvoen skoed vi en genvej fra vestkysten og til oestkysten lige syd for Coromandel. Eller rettere, vi troede det var en genvej. Men det viste sig at vaere den mest snoerklede grusvej, vi endnu er stoedt paa! Vejen var rigtig smal og det gik bare op, op og laengere op. Og kun enkelte af de 500 haarnaalesving var afgraenset ud mod afgrundet af et par forskallingsbraedder, der nok alligevel ikke ville goere den store forskel, hvis uheldet skulle ske... De 30 km tog os naesten 1 time at koere!

Naa men vi naaede til Hot Water Beach ved 14-tiden og blev slemt skuffet. Det varme vand, som man skal grave efter i sandet, er kun tilgaengeligt, naar tidevandet er lavt, og det var selvfoelgelig hoejt, da vi var der. Der ville gaa ca. 5 timer, inden det ville naa ned i et niveau, som gav mulighed for at grave efter det varme vand, saa vi besluttet, godt skuffede, at tage videre. 5 timer var lidt for lang tid for os turbo-turister:-)

Vi tog i stedet til Cathedral Cove, som derimod var en rigtig positiv oplevelse. Det var simpelthen super smukt. Omraadet bestaar af to helt hvide og rigtig laekre, fine sandstraende og turkisblaa vand. Strandene er adskilt af Cathedral Cove, som egentlig blot er et stor klippe med et stort hul i. Ude i bugten rejste sig flere smaa klippeformationer samt en stoerre af slagsen - det hele lignede et rigtig smukt postkort! Omraadet er nok det smukkeste vi endnu har set paa nordoen. Vi blev der en god times tid og suste derefter laengere sydpaa.

NZ: 7. januar (Ahipara-Waiwera, 371 km)

Vi besoegte Waipoua Forest om formiddagen. Skoven huser det stoerste Kauri-trae paa New Zealand, 51 meter hoejt og omkring 14 meter i omkreds. Virkelig imponerende! Vi saa desuden 3 andre kaempe Kauri-traer laengere syd paa i samme skov, som ogsaa rummede en masse mindre Kauri-traer og en del palmer. Traet paa billedet til hoejre er kun det 7. stoerst, men det eneste vi kunne faa lov at komme helt taet paa. Traet er "kun" omkring 12 meter i omkreds. Det tykkeste trae var over 16 meter i omkreds, men dog kun 30 meter hoejt!

Sidst paa eftermiddagen fik vi pludselig oeje paa en kaempe sten. Vi koerte derop og fik oeje paa et par bjergbestigere (eller stenbestigere) naesten alleroeverst oppe. Vi fatter simpelthen ikke, at de turde! Paa billedet er de dog meget svaere at se, hvilket blot vidner om stenens stoerrelse!

NZ: 6. januar (Paihia-Cape Reinga-Ahipara, 379 km)

Vi fortsatte op langs kysten og var godt paa vej mod den aller-nordligste spids, da vi pludselig saa et interessant skilt fra vejen: Gumdiggers Park. Det maette vi lige se. Det viste sig at vaere en park, hvor man for mange aar tilbage gravede efter gum (harpiks). Gum blev bl.a. solgt til smykkebearbejdning og optaendingsblokke, og fandtes i de stoerst maengder i Kauri-traernes roedder. Man gravede derfor disse kaemper op, eller rettere kun deres roedder (da traerne laengere tid tilbage blev udslettet af et-eller-andet-man-ikke-ved-hvad-er, maaske et tsunami, et jordskaelv eller andet), og i parken var derfor en masse dybe huller og interessant historiefortaelling gengivet paa plancer overalt i parken.

Efter dette stop naede vi ikke langt, inden Allan igen maette staa paa bremsen. Sikke en fantastisk udsigt, synes I ikke...?

Vi var godt paa vej mod spidsen og gjorde et kort stop ved 90 mile beach. En rigtig flot og kaempestor strand, som kun turistbusserne maa koere paa. Dernaest surfede vi en tur paa nogle gigantiske sandbanker. Den stoerste af bankerne var over 100 meter, og vi surfede maaske paa de 50-60 meter. Surfingen foregik paa et lille surfbraet paa maven. En rigtig sjov oplevelse!

Vi naede endelig Cape Reinga, New Zealands nordligste punkt. Her stod et rigtig flot fyrtaarn og et sjovt skilt hvorpaa der var skrevet distancerne til alverdens forskellige byer.